Udfordringer i varmen

Det var et noget amputeret hold af katte der tog Molslinjen til Aarhus i lørdags. Holdets mangedobbelte topscorer Mikkel Hjerpe er ikke tilgængelig i en måned, og veteraner som Chris Campion og Mikkel Kjøge var også begge ude til denne kamp.

Alligevel var 16 spillere på holdkortet, men igen ramte uheldene. Kaptajn Jakob Overgaard blev skadet i torsdags til træning, mens den hurtige forward Thomas Andersen missede afgangen til Jylland.

Det var derfor 14 spillere (og en skadet kaptajn på bænken) der startede kampen mod sæsonens bedste hold: Vest Danmark. Hurtigt stod det klart at Vests superstjerne Bailey Oats ville blive en mundfuld, med tre hurtige mål fra midten af banen. Fra Cats var det spillende træner William Andersen der ledte en erfaren midtbane, der også inkluderede Nathan Campion i rucken, samt Carl-Emil Andersen og Mathias Biron, og cirka midt i føreste quarter fik de godt fat i Vest-spillerne. Farums angrebslinje blev ledt an af Pall Finnsson, der med sin store erfaring ledte de nyere spillere Magnus Fryland, Kalle Waaben og Calle Wrang. En der ikke behøvede at blive ledt til var Gustav Kuchinke, der startede på center half forward positionen, og tidligt viste sin boldnæse da han med et smart tap over sit eget hoved fik bolden hurtigt op i angrebet og til Farums første mål. I baggarden var det kendte ansigter hele vejen rundt. Assistenttræner Jess Waaben startede ved siden af Christian Rix og Simon Pope-Malone, alle tre foran ligaens hurtigste full back; Tore Dansholm. På trods af at Vest kom hurtigt foran, kunne man ikke rigtig skyde skylden på hverken forsvaret eller midtbanen, Vests spillere var bare lige lidt hurtigere på dagen.

I andet quarter fik kattene bedre fat. Mathias Biron begyndte at lukke mere ned for Vests Bailey Oats, og Jakob Overgaard trodsede smerten i fingeren og kom på banen, både i forsvaret og i angrebet. Flere af kattene viste også deres alsidighed, og det blev til succesfulde ophold på midtbanen for både Jess Waaben, Pall Finnsson og Gustav Kuchinke. Det blev et væsentlig mere lige quarter end det første, selvom man da også begyndte at se trætheden hos kattene, især på den hårdt arbejdende midtbane.

Tredje quarter blev starten på hvad man må kalde en heltegerning. Jakob Overgaard, som kun 2 dage inden kampen havde revet en finger af led, trådte ind i sin vante ruckposition. Og med det samme kunne forskellen mærkes. Nathan Campion viste sine evner som center half forward og kunne hurtigt reducere. Mathias Biron kæmpede konstant hårdt i midtbanen, og en anden tilbagevendende stjerne viste at kroppen er kommet sig over endnu en knæskade: Kristian Røndrup spillede over evne i forsvaret. Men, det var desværre ikke nok. De rutinerede kræfter fra Vest spillede godt sammen med deres fysiske og løbestærke yngre spillere, og med en stor udskiftningsbænk løb Kattene trætte. Solide præstationer fra Farums unge spillere som Kalle Waaben og Magnus Fryland er svære at sammenligne med stjerner som Kristian Stetter og Aksel Bang – og den lille midtbanedynamo Bailey Oats stoppede aldrig.

Heller ikke i fjerde quarter kunne kattene udligne Vest. Den tidlige føring gjorde slutresultatet mere ensidigt end det faktisk var. Store præstationer fra spillere som Mathias Biron, Jakob Overgaard, Carl-Emil Andersen og Nathan Campion, bakket op af flot spil fra Gustav Kuchinke, Tore Dansholm og Kristian Røndrup der scorede i sin første kamp tilbage efter mere end et år, var bare ikke nok. Slutresultatet lød på en 50 pointssejr til Vest, og en klar ligaførsteplads. Men Farum gjorde en flot indsats under svære vilkår på en varm sommerdag i Aarhus.

Forrige
Forrige

Malmø slår fra sig!

Næste
Næste

Endnu en regnvejrskamp!